Om bæredygtige indkøb

Stat, regioner og kommuner i Danmark køber ind for omkring 290 milliarder kroner om året og private virksomheder for et endnu større beløb. Med så stor en indkøbsmuskel kan de bæredygtige indkøb fremme produktion og afsætning af mindre miljøbelastende produkter gennem hele varekæden og på den måde skubbe til den grønne omstilling.

Miljøministeriets indsats for fremme af bæredygtige indkøb beror på vidensdeling og netværksdannelse, vejledninger, cases, konkrete værktøjer samt formidling af grønne indkøbskriterier og metoder

Formålet med en offentlig grøn indkøbspolitik

  • At minimere miljøbelastningen - herunder energiforbruget som følge af det offentlige forbrug.
  • At fremme markedet – motivere virksomheder til at udvikle mindre miljøbelastende produkter, serviceydelser og teknologier.
  • At være et godt eksempel for det øvrige samfund – et signal til borgere og erhvervsliv om ansvarlighed.

Hvad er effekten af grønne indkøb?

En bæredygtig indkøbspolitik kan give synlige resultater, f.eks. i form af

  • lavere energiforbrug og færre CO 2 udledninger hvis offentlige institutioner køber grøn IT,
  • mindre luftforurening, hvis man køber biler med partikelfiltre,
  • færre farlige kemikalier, hvis man køber miljømærkede rengøringsmidler og legetøj uden ftalater.

Bæredygtige indkøb er også et instrument til at få øget fokus på hvilke produkter, der anvendes i virksomheden og produkternes forhistorie tidligere i værdikæden. Dermed er en strategi for grønne indkøb samtidig en metode til proaktiv leverandørstyring. Der ligger en udfordring i at samtænke miljøkrav ved indkøb med varernes etiske aspekter og Corporate Social Responsibility, CSR.

Miljøministeriet har haft fokus på bæredygtige indkøb i mere end 15 år gennem forskellige fokusområder, f.eks. træning, udvikling af vejledningsmateriale, erfaringsudveksling m.m.

Monitorering af samfundsansvar i offentlige indkøb

Større viden og transparens om, hvor langt man er i Danmark i forhold til at inddrage samfundsansvar i offentlige indkøb, vil kunne skabe et bedre beslutningsgrundlag for indsatsområder og den videre fremdrift for samfundsansvar i offentlige indkøb, samt et bedre grundlag for at kunne vurdere effekten af forskellige tiltag. Derfor har Miljøstyrelsen og Erhvervsstyrelsen i fællesskab arbejdet på at udvikle mere valide opgørelsesmetoder.

Læs mere i rapporten "Analyse af metoder til monitorering af samfundsansvar i offentlige indkøb" (2014)  

Se også Miljøstyrelsens rapport om  Monitorering af grønne indkøb i offentlige institutioner  (2016), der giver en s tatus på grønne indkøb gennemført i 2013.