EU's indsats for grønne offentlige indkøb

Den offentlige sektor i EU køber ind for over 2.000 milliarder Euro svarende til omtrent 19 procent af EU’s bruttonationalprodukt. Målet er, at 50 % af disse indkøb skal være grønne.

computer

Målet om 50 % grønne indkøb i EU blev formuleret som en del af EU's handlingsplan for bæredygtig forbrug og produktion fra 2008, og fremlagt i Kommissionens  meddelelse om offentlige grønne indkøb . Senere er målsætningen blevet genbekræftet i forbindelse med EU's 7. Miljøhandlingsprogram og igen med EUs cirkulære økonomi pakke fra 2015 er der sat fokus på grønne indkøb som et effektivt virkemiddel til at fremme cirkulær økonomi. 

Ønsket er at styrke det politiske fokus på offentlige grønne indkøb som strategisk virkemiddel til at fremme en grøn omstilling af markedet. Ved at anvende den offentlige efterspørgsel til at stille grønne krav til produkter og services er der stort potentiale for at påvirke hele værdikæden og være med til at fremme mere miljøvenlige, cirkulære og ressourceeffektive produkter.

Resume af konsekvensvurdering af 50 % målet 

Miljøstyrelsen har sammen med en række andre frontløbere i EU etableret en uformel rådgivningsgruppe, The SPP Next (Sustainable Public Procurement), som hjælper Kommissionen med at nå målsætningen om offentlige grønne indkøb ved at fungere som sparringspartner. Samarbejdet er en vigtig platform til at sikre en proaktiv og konstruktiv kommunikation med Kommissionen. De andre lande er bl.a. England, Holland, Sverige, Østrig, Finland og Tyskland.

EU's kriterier

Det offentlige kan leve op til 50%-målet ved at anvende fælles grønne indkøbskriterier. Kriterierne er til dels baseret på de kriterier, der ligger til grund for EU’s miljømærke Blomsten, livscyklusanalyser og markedsundersøgelser. Kriterierne skal gøre det lettere for offentlige indkøbere at stille miljøkrav til produkter og services samt ensrette de miljøkrav den offentlige sektor i EU stiller i forbindelse med konkrete udbud for at gøre det lettere for leverandører at leve op til kravene. At stille grønne indkøbskrav er på de fleste områder frivilligt, men nogle miljøkrav er obligatoriske.

Se EU's kriteriesæt her

Danske indkøbere i grøn offensiv

Herhjemme har bæredygtige indkøb været på dagsordenen i mere end 15 år og mange virksomheder har gjort en indsats for at leve op til de offentlige indkøberes grønne krav. De offentlige indkøbere har erfaret, at grønne indkøb ikke behøver at være dyrere. I mange tilfælde har de offentlige institutioner endda opnået besparelser på driften, fx i kraft af mindre energiforbrug. Derfor er Danmark med blandt de lande i EU, der køber grønnest ind (se statusrapport i boksen til højre)

Transport, fødevarer og byggeri er – ifølge EU’s undersøgelse - de områder, hvor Danmark kan blive bedre til at stille grønne krav. Til gengæld udmærker danske indkøbere sig især ved at stille krav til it, rengøringsmidler, tøj og møbler.