Detailhandlens rolle

Selv om miljømæssig bevidsthed blandt forbrugere er stigende, er det de færreste, som forbinder deres personlige indkøb med store miljømæssige udfordringer som global opvarmning.

Indkøbsvogn 1170-400 Hvis forbrugere skal ændre sine forbrugsvaner og købe flere bæredygtige produkter, så er det nødvendigt, at de er velinformerede og føler, at deres handling gør en forskel. Her kommer detailhandlen ind i billedet.

Detailhandlen har en vigtig rolle i forhold til at fremme bæredygtigt forbrug i Danmark og i resten af verdenen. Detailhandlen er placeret centralt i de globale leverandørkæder, hvor de som bindeleddet mellem forbruger og leverandører formidler varer og tjenstydelser fra produktion til forbrug. Med denne placering har detailhandlen både mulighed for at stille krav tilbage i produktkæden, og dermed sikre mere miljøvenlige produkter og produktion, og kan samtidig påvirke forbrugerne i retning af mere bæredygtigt forbrug.

Detailhandlen kan fungere som talerør for forbrugerne, så forbrugerkrav- og ønsker til produkter videreformidles til producenter i forskellige led i produktkæden. Det er derfor vigtigt, at netop detailsektoren øger indsatsen for at arbejde med de globale miljø- og ressourceudfordringer.

Detailhandlen har stadig mere fokus på bæredygtighed, og flere og flere ser potentiale i at konkurrere på at miljø- og energieffektivisere sine butikker og sælge bæredygtige produkter. Men det er kun en start. Der kan stadig lægges flere kræfter i at promovere det miljørigtige alternativ.

Grundlæggende handler det om at øge kendskab til miljømærkede produkter blandt forbrugerne samt at sikre bredere sortiment i detailhandlen.

Detailhandlens virkemidler

Miljøstyrelsen har med finansiering af Nordisk Ministerråd udarbejdet projektet Green Nordic Retail om bæredygtigt forbrug i detailhandlen . Her kan detailhandlen og andre interesserede finde inspirerende cases der fortæller, hvilke initiativer forskellige nordiske dagligvarebutikker har sat i værk for at fremme bæredygtigt forbrug.

Der er både cases om, hvad detailhandlen kan gøre i forhold til at påvirke sine leverandører up-stream i produktkæden gennem fx choice editing og eco-design, hvad man kan gøre i sin egen butik gennem fx energi- og affaldshåndteringssystemer, miljømærkning af butikker mv. og til sidst er der cases om, hvordan detailhandlen kan påvirke forbrugerne til at vælge de mere miljøvenlige alternativer gennem marketing, kampagner og prissætning af produkter.

Du kan også få information om muligheder og barrierer ved at arbejde med bæredygtigt forbrug i detailhandlen samt få en idé om, hvilke typer af politiske virkemidler, der kan gøres brug af til at fremme bæredygtigt forbrug gennem detailhandlen.

EU initiativer

For at hjælpe detailhandlen på vej har EU oprettet et detailhandelsforum med fokus på bæredygtigt forbrug. Både detailhandlen, forbrugere og producenter er medlemmer af forummet. Formålet er at få store detailhandelskæder til at binde sig til ambitiøse og konkrete miljømål. Her kan du læse mere om det europæiske detailhandelsforum .

EU har også igangsat projekter, der skal øge forbrugernes bevidsthed om bæredygtigt forbrug. Bl.a. er der udviklet et digitalt information- og uddannelsesværktøj om bæredygtigt forbrug , som er målrettet elever i folkeskolen.