Til brug for vores arbejde med mst.dk sættes en cookie som samler data om dit besøg. Andre 3. parts cookies fra fx sociale medier kan du afvise.Læs mere om cookies

Hvad er bæredygtig udvikling?

Bæredygtig udvikling blev sat på den internationale dagsorden, da Brundtlandkommissionen, under ledelse af den norske statsminister Gro Harlem Brundtland, i 1987 udgav rapporten "Vor Fælles Fremtid" - også kaldet Brundtlandrapporten.

Rapporten havde særligt fokus på, hvilken menneskelig udvikling naturen kan holde til, uden at fremtidige generationer får dårligere livsbetingelser end vi har i dag. Rapporten fastslog, at miljøproblemer i stigende grad er globale og grænseoverskridende. De kræver derfor internationale løsninger og bredt samarbejde mellem alle aktører. Rapporten rettede også fokus på sammenhængen mellem miljø- og udviklingsproblemer. Miljøproblemerne skyldes således ikke-bæredygtige produktions- og forbrugsmønstre - særlig i de industrialiserede lande - og fattigdom og manglende udvikling - særlig i udviklingslandene.

Fra Stockholm over Rio og Johannesburg til Rio

Forud for Brundtlandrapporten blev der tilbage i 1972 afholdt en FN konference kendt som  United Nations Conference on the Human Environment , også kaldet Stockholmkonferencen. Konferencen var den første internationale samling, der fokuserede på internal miljøbeskyttelse. Udover en deklaration ( Declaration on the Human Environment ) , var et væsentligt resultat fra konferencen etableringen af FN's Miljøprogram,  UNEP , der siden etableringen har været placeret i Nairobi, Kenya.

Efter Brundtlandrapporten udkom afholdtes i 1992 FN's Miljø- og Udviklingskonference i Rio de Janeiro - også kendt som Rio-konferencen om Bæredygtig Udvikling. Konferencen var den hidtil største internationale konference. På mødet blev der skabt enighed om en række initiativer, herunder Rio-deklarationen , der indeholder 27 principper for det internationale samarbejde om miljø og udvikling samt Agenda 21 Handlingsprogrammet , der betoner inddragelse af aktører fra lokalsamfund - også kendt som Lokal Agenda 21.

10 år senere i 2002 afholdtes Verdenstopmødet for bæredygtig udvikling i Johannesburg. På dette møde blev der udover en deklaration ( Johannesburg Deklarationen ) også opnået enighed om en implementeringsplan for verdens bæredygtige udvikling ( Johannesburg Plan of Implementation ).

I 2012 blev seneste internationale miljøtopmøde afholdet - FN's konference om bæredygtig udvikling . Som i 1992 fandt konferencen sted i Rio de Janeiro og er derfor også kendt som Rio+20. Udkommet var en deklaration med titlen The future we want .

FN's verdensmål

Den 25. september 2015 vedtog verdens stats- og regeringsledere 17 nye verdensmål for bæredygtig udvikling .

Udover miljømæssig bæredygtighed, har de nye verdensmål også fokus på økonomisk og social udvikling og inkluderer også mål for fred og sikkerhed. Med verdensmålene har FNs medlemslande således blandt andet forpligtet sig til at sikre bæredygtig vækst i alle lande ligesom ekstremt fattigdom skal afskaffes helt. derudover skal målene sikre uddannelse til alle, bedre sundhed og anstændige jobs. Verdensmålene viser hvor verden skal hen inden år 2030.

Desuden er målene universelle og gældende for alle lande, og ikke kun udviklingslandene. 

De nye verdensmål erstatter  2015 målene .

Se desuden Miljøstyrelsens side om Verdensmålene .