Til brug for vores arbejde med mst.dk sættes en cookie som samler data om dit besøg. Andre 3. parts cookies fra fx sociale medier kan du afvise.Læs mere om cookies

Hvem kan og skal gøre noget ved lugtgener

Ubehaglige og gennemtrængende lugte fra virksomheder eller erhvervsrettede aktiviteter kan være generende for boliger eller bebyggelse i nærheden. Hvis lugten udgør en væsentlig gene, kan miljømyndigheden træde til med påbud.

Sådan opstår lugtgener 

Lugt kan være generende, når man ikke har mulighed for at gøre noget ved den. Virksomheder og aktiviteter kan give lugtgener i omgivelserne, hvis der opstår lugtstoffer under fx kemiske processer eller i forbindelse med mikrobiel nedbrydning af organiske stoffer.

Omfanget af lugtgenerne vil typisk være et samspil mellem lugtens intensitet, hyppighed og varighed.

Lugtens karakter kan også have betydning for, om den opfattes generende. Lugtgener kan fx stamme fra udledninger fra skorstene, diffuse udslip fra åbne døre og vinduer og fra åbne arealkilder som komposteringsanlæg og laguner.

Kontakt den ansvarlige myndighed

Du kan henvende dig til miljømyndigheden, hvis du oplever lugtgener fra en virksomhed eller aktivitet.

Kommunen er generelt miljømyndighed for virksomheder og aktiviteter. Dog er Miljøstyrelsen-Virksomheder miljømyndighed for en række større virksomheder.

Kommunen vil henvise til Miljøstyrelsen-Virksomheder, hvis lugtgenerne stammer fra en virksomhed, som Miljøstyrelsen er miljømyndighed for.

Læs mere om ansvar og opgaver for Miljøstyrelsen - Virksomheder og se lister over de virksomheder Miljøstyrelsen er myndighed for.

Myndigheden kan gribe ind ved væsentlige lugtgener

Ved henvendelser om lugtgener vil miljømyndigheden typisk bede virksomheden om en udtalelse og eventuelt supplere med et tilsyn, for at afklare årsag og kilde til lugtgenerne.

Miljømyndigheden vurderer, om der er tale om en væsentlig lugtgene, og om virksomheden overholder de lugtvilkår, der gælder for virksomheden.

Miljømyndigheden kan, hvis der er tale om væsentlige lugtgener, påbyde virksomheden at udføre undersøgelser af lugtgenerne og begrænse lugtgenerne.

Grænser for lugt

Lugt fra virksomheder reguleres ved hjælp af grænseværdier for virksomhedens bidrag til lugt i omgivelserne og krav til virksomhedens drift.

Lugtvejledningen fastsætter den vejledende grænseværdi for lugt i boligområder til 5-10 lugtenheder/m3. I industriområder og åbne landområder kan grænseværdien i visse tilfælde lempes med en faktor
2-3.

Grænseværdien for lugt danner grundlag for dimensionering af skorstenshøjden på virksomheder, der udleder lugtstoffer via skorstene.

Driftsvilkår som begrænser lugtgener kan fx være etablering af overdækning eller flydelag på beholdere, opbevaring af rå- og færdigvarer i indendørs i lukkede beholdere eller krav om at døre og vinduer skal holdes lukkede.

Download lugtvejledningen

Hvad er en lugtenhed (LE)?

Én lugtenhed er den lugtstofkoncentration, hvor halvdelen af personerne i et lugtpanel kan erkende lugten i en lugtprøve, mens den anden halvdel ikke kan. Et lugtpanel er en udvalgt gruppe af personer, som laboratorier anvender til at bestemme lugt i lugtprøve.

Gyllespredning 1170-659

Problemer med gyllelugt?

Læs om regler for gyllespredning.