Til brug for vores arbejde med mst.dk sættes en cookie som samler data om dit besøg. Andre 3. parts cookies fra fx sociale medier kan du afvise.Læs mere om cookies

Lugtgener ved spredning af gylle

Lugten fra gylle og anden husdyrgødning kan være ubehagelig for naboerne til de marker, hvor gødningen bringes ud.

Gyllespredning

Der er noget i luften

Forståelsen mellem by og land bliver sat på prøve, når gyllelugten på en forårs- eller sommerdag breder sig fra markerne til nærliggende boligkvarterer. Nedenfor gennemgås de vigtigste regler for spredning af gylle og andre former for husdyrgødning

Klare regler for udbringning af gylle

Håndtering og udbringning af husdyrgødning reguleres efter et klart regelsæt, som er samlet i husdyrgødningsbekendtgørelsen. Oplever du, at reglerne for husdyrgødning ikke overholdes, opfordrer Miljøstyrelsen til, at du henvender dig til din kommune. 

Afstandskrav til bebyggelse i weekender og på helligdage

Husdyrgødning må ikke udbringes i weekender og på helligdage på de marker, som ligger inden for 200 meters afstand til byzone, sommerhusområde eller områder i landzone udlagt til boligformål. Reglens formål er at reducere lugtgener i de tidsrum, hvor mange mennesker formodes at opholde sig i og ved deres bolig eller sommerhus.

Områder i landzone er landbrugets arbejdsplads, og det er afspejlet i den afvejning af modstridende interesser, som foregår ved Miljøstyrelsens udarbejdelse af reglerne. I landzone, som ikke er udlagt til boligformål er der derfor ingen afstandskrav.

Udspredning af husdyrgødning på markerne må ikke give anledning til unødige gener. Det vil sige, at kommunen i særlige tilfælde kan gribe ind over for gener, som ligger ud over hvad man må forvente forekommer ved almindelig landbrugsdrift. Det afhænger af de konkrete omstændigheder, og det vil være kommunens vurdering, der gælder.

Begrænsninger på udspredning af gylle i vinterhalvåret

I perioden fra 15. november til 1. februar må der ikke udspredes nogen form for husdyrgødning på markerne.

Gylle, som er den mest almindelige form for husdyrgødning, må som udgangspunkt ikke udbringes i perioden fra høst (dog senest 1. oktober) til 1. februar. På visse afgrødetyper, eller efter en periode med usædvanlig meget regn, må gyllen dog udbringes på marker frem til 15. oktober.

Det er ikke tilladt at udbringe husdyrgødning på vandmættet, oversvømmet, frossen eller snedækket jord. Husdyrgødning må i øvrigt ikke udbringes, så der er fare for afstrømning af husdyrgødningen til vandløb, søer over 100 m² og kystvande.

Begrænsningerne på udbringning af husdyrgødning i vinterhalvåret er fastsat for at nedsætte tilførsel af næringsstoffer til vandmiljøet. Reglerne er detaljerede, og er kun gengivet her i hovedtræk. For en mere detaljeret beskrivelse henvises til reglerne i husdyrgødningsbekendtgørelsens kapitel 10.

Fakta om husdyrgødning

Der findes forskellige former for husdyrgødning afhængig af hvilket staldsystem, der er på landbruget.

Ved husdyrgødning forstås fast gødning, ajle, gylle og møddingsaft fra alle husdyr. Husdyrgødning, der er blevet forarbejdet og afgasset i et biogasanlæg regnes fortsat som husdyrgødning.

  • Fast gødning: Faste ekskrementer og strøelse samt forarbejdet gødning.
  • Flydende husdyrgødning: Ajle, gylle og møddingsaft samt enhver sammenblanding af fast gødning med ajle, gylle og møddingsaft.
  • Ajle: Urin, separeret fra den faste gødning.
  • Gylle: Blanding af faste ekskrementer og urin samt eventuel strøelse.
  • Møddingsaft: Væske, der løber fra møddingspladsen samt det regnvand, der falder på møddingpladsen.