Til brug for vores arbejde med mst.dk sættes en cookie som samler data om dit besøg. Andre 3. parts cookies fra fx sociale medier kan du afvise.Læs mere om cookies

Konserveringsmidlet MI

MI er et konserveringsmiddel, der kan anvendes i en række forbrugerprodukter. Gennem de senere år har der været en kraftig stigning i allergiforekomsten over for MI hos forbrugere. Læs her hvor stoffet findes og hvad du kan gøre for at forebygge MI allergi.

Hvad er MI?

MI (eller MIT) står for methylisothiazolinon og er et konserveringsmiddel, der anvendes i en række forskellige typer produkt, hvor der er behov for at konservere produkterne. MI kan findes i bl.a. kosmetik, vandbaseret maling, opvaskemidler samt hobbyprodukter som f.eks. lim.

Hvad er problemet?

MI er stærkt allergifremkaldende, og kan give udslæt, rødme og kløe. Inden for de senere år er der set en kraftig stigning i forekomsten af hudallergi over for MI. Allergien kan skyldes kontakt med maling, kosmetik eller andre produkter, der er konserveret med MI. Hudallergi varer resten af livet, så hvis man først er blevet allergisk over for MI, vil man reagere på mindre mængder ved en ny udsættelse for MI. Det betyder, at man skal forsøge at undgå kontakt med MI fremover.

Hvad kan du gøre som forbruger?

Kosmetik

Som forbruger kan man undgå MI i kosmetiske produkter ved at læse indholdsdeklarationen og undgå stoffet ”Methylisothiazolinone” eller ved at vælge svanemærkede produkter. Miljøstyrelsen anbefaler, at man som forbruger undgår MI i kosmetiske produkter, ind til EU’s Videnskabelige Komite for Forbrugersikkerhed har fastsat en sikker koncentrationsgrænse.

Det gælder for alle typer kosmetiske produkter, at hvis du oplever en reaktion på huden, som muligvis kan være hudallergi, er det altid en god ide at gemme emballagen med indholdsdeklarationen og gå til læge eller hudlæge. For det første skal du have afklaret, om der er tale om en allergi, da det kan være svært selv at skelne mellem hudirritation og hudallergi. Hvis der er tale om en allergi, bør du få testet, hvilket stof du ikke kan tåle. Det er vigtigt, da du i resten af livet skal undgå kontakt med det pågældende stof.
Se mere om
kosmetik og hudallergi

Maling

Selvom der nu findes malinger uden MI på markedet, findes MI i dag i de fleste vandbaserede plastikmalinger. Der er ikke krav om deklaration, men som noget nyt har danske malingsproducenter og leverandører af bygningsmaling besluttet fra sommeren 2015 at efterkomme den europæiske brancheforening for malingsproducenter, CEPE's anbefaling om frivilligt at deklare MI i maling fra 15 ppm. Samtidig forventes industrien frivilligt at faremærke produkter med MI fra 1000 ppm. Der kan dog være MI i en maling, uden at det fremgår af oplysningerne på dåsen eller bøtten, f.eks. hvis indholdet er under 15 ppm. Her er nogle gode råd, hvis du skal male:

  • Brug handsker, så du undgår direkte hudkontakt med malingen.
  • Luft grundigt ud – ikke bare mens du maler, men også bagefter. Mens malingen tørrer op, afdamper MI fra malingen.Derfor er det en god ide at lufte ekstra meget ud et par gange dagligt i hvert fald i 2 uger efter, der er blevet malet hos dig.
  • Undgå om muligt at opholde dig i nymalet rum før malingen er gennemtør og gerne den første uges tid.
  • Hvis du oplever en reaktion, der muligvis er allergi, lige efter du har malet eller opholder dig i nymalede rum, bør du gå til lægen og blive testet.
  • Spørg efter MI-fri maling, når du køber maling, hvis du helt vil undgå MI.

Se i øvrigt Miljøstyrelsen råd Tips til maling og lak

Andre produkter

MI kan også findes i eksempelvis håndopvaskemidler, og skal deklareres uanset koncentration. Vaske- og rengøringsprodukter, der bærer miljømærkerne Svanen og Blomsten, må indeholde op til 100 ppm MI, dog må svanemærkede håndopvaskemidler indeholde op til 1000 ppm.

Hvad bliver der gjort for at løse problemet?

Kosmetik

I det man har set en øget allergiforekomst overfor MI i Danmark har Miljøstyrelsen bedt EU-Kommissionen om at få lavet en revurdering af MI i kosmetiske produkter. MI er nu vurderet af EU’s Videnskabelige Komite for Forbrugersikkerhed, og EU-Kommissionen har på baggrund af den vurdering stillet forslag om at forbyde MI i kosmetiske produkter, som bliver på kroppen, på nær hårprodukter. Produkter, som bliver på kroppen, er f. eks. creme og læbestift, men ikke shampoo og bodyshampoo, som skyldes af kroppen ved brug. Det diskuteres fortsat, om MI skal reguleres i produkter, som skylles af kroppen.

Maling, lim, håndopvaskemiddel mv.

Der findes nu vandbaserede malinger på markedet uden MI. Producenterne af stoffet MI i EU har besluttet at anbefale faremærkning af kemiske produkter, der indeholder MI i over 1000 ppm (0,1%), og deklaration af MI i produkter, der indeholder stoffet i over 100 ppm (0.01%) i henhold til CLP forordningen om klassificering, mærkning og emballering. Det sker fra juni 2015.

Et forslag til harmoniseret klassificering og mærkning af MI i hele EU er på vej. Miljøstyrelsen har meldt de nye data om stigning i allergiforekomst ind til dette arbejde. Forslaget vil ligge til grund for den lovfæstede indholdsgrænse for, hvornår produkter med MI skal faremærkes hhv. deklareres.

Brugen af MI til konservering af fx maling og opvaskemiddel vil i løbet af de kommende år blive reguleret på baggrund af en risikovurdering under biocidforordningen i EU.

Kriterierne for indendørs maling under EU miljømærket (Blomsten) har fastsat en grænse for MI på 200 ppm, mens grænsen for MI i det nordiske Svanemærke ligger på 500 ppm.

Læs mere om MI

Videncenter for Allergi har udgivet en række videnskabelige artikler om MI og allergi. De følger udviklingen i allergihyppighed i befolkningen. Du kan se mere om MI på videncenterets hjemmeside.

Miljøstyrelsen har i 2015 udgivet rapporten "Kortlægning og eksponeringsvurdering af methylisothiazolinon i forbrugerprodukter". Rapporten bekræfter hidtidige antagelser om, at MI findes i en lang række produkter - lige fra kosmetik og rengøringsprodukter til hobbyprodukter, lim, lak og maling. Rapporten konkluderer, at man som forbruger eksponeres for en lang række produkter, som potentielt kan medføre eller udløse en allergi.