Til brug for vores arbejde med mst.dk sættes en cookie som samler data om dit besøg. Andre 3. parts cookies fra fx sociale medier kan du afvise.Læs mere om cookies

Spørgsmål og svar

Grafik/børnetegning - får, pige med røduldhue og vaskemaskine

Nyt tøj og tøjvask

Hvorfor skal nyt tøj vaskes inden brug?
Nyt tøj kan indeholde et overskud af kemikalier fra både produktion og efterbehandling. Tøjet kan for eksempel være behandlet med midler, der forhindrer, at det krymper og krøller, eller at der går mug i det under transporten. Andre kemikalier i tøjet kan være overskydende farvestoffer. Når man vasker tøjet inden brug, vil en stor del af restkemikalierne blive vasket ud, og man undgår derved at udsætte sig selv for stofferne.

Er det kun børnetøj, man skal vaske inden brug?
Det er ikke kun de små børns tøj, der skal vaskes inden brug – det gælder for hele familien. Det enkelte stykke tøj udgør sandsynligvis ikke nogen sundhedsrisiko. Men mange bække små gør en stor å. Det gælder også, når vi kigger på vores samlede udsættelse for kemikalier. Vi bliver i forvejen udsat for mange forskellige kemikalier, fra eksempelvis indeklima og plejeprodukter, så er der god grund til at undgå kemikalier, hvor det er muligt. Det gør man bl.a. ved at vaske tøjet inden brug.

Er det farligt, hvis jeg ikke vasker mit nye tøj, inden jeg tager det på?
Det er sjældent, at man vil opleve for eksempel en akut allergisk reaktion efter at have båret et uvasket stykke tøj. Vi omgiver os med rigtig mange kemikalier i hverdagen, så er det en god idé at begrænse sin samlede udsættelse for unødvendig kemi – og det kan man bl.a. gøre ved at vaske tøjet inden brug.

Mærker

Hvorfor skal jeg vælge miljømærket tøj?
Når du køber miljømærket tøj, har du vished for, at produkterne er blandt de mindst miljøbelastende af sin slags, at kvalitet og funktion er mindst lige så god som for andre produkter, og ikke mindst at der er taget hensyn til din sundhed. For eksempel skal farlige kemikalier erstattes i tekstilerne, når det teknisk er muligt. Kravene til Blomsten og Svanen minder om hinanden, men Svanen stiller også krav til, at tøjet er fremstillet af økologisk bomuld.

Selvom du køber miljømærket tøj skal du alligevel huske at vaske det inden brug, da der stadig kan være restkemikalier i.

www.ecolabel.dk
http://www.mst.dk/Virksomhed_og_myndighed/Gron_strategi/miljoemaerker/
Hvad betyder Øko-tex 100 mærket?
Øko-texmærket stiller krav til hvilke restkemikalier, der må være til stede i det færdige tekstil og er et såkaldt sundhedsmærke.
http://www.okotex.dk

Hvad betyder GOTS mærket?
GOTS er et økologimærke, der sikrer, at der er anvendt økologiske fibre. Derudover er kravene i GOTS stort set på linje med kravene i det officielle miljømærke Svanen.

Kemikalier

Er der regler for hvilke kemikalier der må bruges i tøj?
Der er visse kemikalier, man ikke må bruge i tekstiler. Desuden gælder der regler om, at et produkt ikke må udgøre en risiko for forbrugeren. Det er importørernes ansvar, at det tøj de sælger, ikke indeholder farlige og ulovlige stoffer.
http://www.mst.dk/Virksomhed_og_myndighed/Kemikalier/Fokus+paa+saerlige+produkter/Tekstiler/

Hvilke (rest)kemikalier findes i tøj?
Nyt tøj kan indeholde et overskud af kemikalier fra både produktion og efterbehandling. Tøjet kan for eksempel være behandlet med midler, der forhindrer, at det krymper og krøller, eller at der går mug i det under transporten. Andre kemikalier i tøjet kan være overskydende farvestoffer.
Faktaboks om kemikalier i tøj

Hvorfor skal jeg undgå pvc-tryk med ftalater?
Ftalater kan være hormonforstyrrende – og det gælder om at reducere sin samlede udsættelse for stofferne. At man en dag har en T-shirt på med et PVC-tryk, der indeholder ftalater, udgør næppe en sundhedsmæssig risiko. Flere af de ting vi omgiver os med indeholder ftalater, og derfor er det en god idé at undgå ftalater i det omfang, det er muligt. Miljømærkede tekstiler indeholder ikke ftalater. Du kan spørge i butikken, om den vare du vil købe indeholder ftalater.

Derudover er det vigtigt, at man ikke smider PVC ud med det almindelige affald. Det skal afleveres separat som farligt affald på genbrugsstationen.

Hvad er bakteriedræbende/antibakterielle midler?
Bakteriedræbende midler er stoffer som blandt andet kan bruges i tøj, hvor det skal slå uønskede bakterier ihjel og dermed forhindre at tøjet kommer til at lugte af sved. Der bruges eksempelvis nanosølv og triclosan som bakteriedræbende midler i visse sokker og sportstøj.

Det er en god ide at overveje, om man udsætter sig selv for unødvendige kemikalier – og det er i denne gruppe de bakteriedræbende midler ligger. Det er bedre at vaske tøjet lidt hyppigere.

Hvad er flammehæmmere?
Tøj kan være tilsat flammehæmmere, for at undgå at tøjet kan brænde. Det kan være hensigtsmæssigt,  når der er tale om for eksempel arbejdstøj. Når det drejer sig om almindeligt tøj, anbefaler Miljøstyrelsen, at man undgår flammehæmmere – da det er unødvendig kemi.
Nogle flammehæmmere er forbudte i tekstiler.

Tøj og miljø

Hvor meget belaster tøj miljøet?
Beregninger viser, at der bliver brugt over et kilo kemikalier til at producere en ikke-miljømærket T-shirt med en vægt på 250 gram. Til en miljømærket T-shirt af økologisk bomuld bliver der anvendt omkring et halvt kilo kemikalier. Vandforbruget er stort set det samme, om T-shirten er økologisk og miljømærket eller ej. Hvis tekstilerne indeholder restkemikalier, vil en stor del af disse blive vasket ud, når man vasker sit tøj derhjemme. Heldigvis bliver størstedelen af disse kemikalier filtreret fra på rensningsanlæggene, sådan at det ikke ender i miljøet.

Er det en god ide at købe økologisk tøj?
Der må ikke anvendes pesticider i produktionen af økologisk bomuld. Dog kan du ikke være sikker på, hvilke kemikalier der i øvrigt er anvendt i produktionen. Her kan du bruge miljømærkerne til at pejle efter.

Rensetøj

Hvorfor skal jeg lufte mit nyrensede tøj?
Renseritøj kan indeholde restkemikalier, som perchlorethylen, der kan give skader på nervesystemet. Restkemikalierne fordamper til indeklimaet. Derfor anbefaler Miljøstyrelsen, at man sørger for hænge sit rensede tøj til luftning, inden man bruger det eller tager det med indenfor.

Der er i dag svanemærkede renserier, hvor man stiller særlige krav til hvilke kemikalier, der må anvendes i rensningsprocessen. Både af hensyn til miljøet og sundheden.

Andre tekstiler

Hvad så med min sofa – den er af tekstil og den kan jeg jo ikke vaske inden brug?
Du skal primært tænke på de tekstiler, som du har hudkontakt med i længere tid, så sofaen skal ikke vaskes før brug. Du kan overveje at købe svanemærkede møbler. Derudover er det en god idé at lufte godt ud, når du pakker din nye sofa ud derhjemme. Så undgår du at indånde de kemikalier, som måske har ophobet sig i den tætte emballage.

Skal jeg også vaske håndklæder og sengetøj?
Det er en god idé at vaske nye håndklæder og sengetøj, som man har hudkontakt med.