Til brug for vores arbejde med mst.dk sættes en cookie som samler data om dit besøg. Andre 3. parts cookies fra fx sociale medier kan du afvise.Læs mere om cookies

Baby-Header_med-tekst-og-stempel_v3.jpg

Vask nyt tøj før brug

Nyt tøj kan indeholde restkemikalier fra produktionen.

Som gravid, bør du vaske nyt tøj, før du tager det i brug. Nyt tøj og sengetøj kan indeholde rester af kemikalier fra produktionen. Nogle af disse kemikalier kan fx være allergifremkaldende. Ved at vaske nye tekstiler, før du bruger dem, vasker du de fleste kemikalier ud.

Imprægneringsmidler

I mange imprægneringsmidler er der fluorerede forbindelser, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Hvis du er gravid og vil imprægnere sko eller tøj, bør du derfor få andre til at hjælpe og huske at gøre det udendørs.

Som gravid bør du generelt undgå at bruge sprayprodukter, da du kan komme til at indånde kemikalier gennem de små dråber i luften. Luft grundigt ud, hvis der alligevel er nogen, som har brugt sprayprodukter indendørs.

Sko, støvler og sandaler

Undgå fodtøj, hvor der er hudkontakt med blød PVC eller kunstlæder. Begge dele kan indeholde ftalater, hvoraf nogle er mistænkt for at være hormonforstyrrende.

Spørg i butikken om fodtøjet indeholder skadelige ftalater eller brug app'en ”Tjek Kemien", som du kan hente her.

Smykker, tasker og accessories

Undgå smykker, der afgiver nikkel. Nogle smykker kan afgive nikkel i lave koncentrationer, og hvis du er nikkelallergiker, kan du få en allergisk reaktion. Gravide har ikke større risiko for at få hudallergi (kontaktallergi) end andre. Alligevel råder Miljøstyrelsen dig til at begrænse brugen af allergifremkaldende stoffer, når du er gravid.

Test eventuelt dit smykke med et testsæt fra apoteket og se, om det afgiver nikkel.

Begræns hudkontakten med fx tasker og armbånd af kunstlæder og blød plast, da kunstlæder og blød plast kan indeholde ftalater, hvoraf nogle er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Kunstigt læder kaldes ofte "nappa", "skai" eller "læderlook". Spørg i butikken til indholdet af ftalater eller brug app'en ”Tjek Kemien", som du kan hente her.

Hvis du selv laver smykker eller tasker, skal du undlade at anvende materialer, som ikke er beregnet til hudkontakt fx cykelslanger og cykeldæk. Materialer som disse er ikke vurderet i forhold til, hvilke stoffer som kan afgives og måske optages gennem huden.