Til brug for vores arbejde med mst.dk sættes en cookie som samler data om dit besøg. Andre 3. parts cookies fra fx sociale medier kan du afvise.Læs mere om cookies

Baby-Header_med-tekst-og-stempel_v3.jpg

Kend kemien i børneværelset

Når du er gravid, er der tusind ting, der skal på plads inden baby ankommer. Men selv om I har travlt fx med at indrette børneværelset, så tænk på dit barn i maven, og tag jer tid til at indrette værelset med god kemi.

Vask nyt tøj, babytøj og sengetøj

Nyt tøj indeholder ofte rester af kemikalier fra produktionen. Stofferne kan vandre fra din hud og ind til barnet i din mave. Vask derfor alt nyt tøj før brug – også nyt babytøj.

Læs mere om kemi i nyt tøj

Vask nyt legetøj og babyudstyr inden brug

Spiseunderlaget, hagesmækken og ranglen indeholder ofte også restkemikalier. Du kan med fordel vaske eller tørre nye produkter af inden brug. Giv også gerne stofbamsen en tur i vaskemaskinen, men husk at følge vaskeanvisningen.

Stil eventuelt nye møbler til "afgasning"

Nye møbler afgiver kemikalier til luften. Luft ekstra godt ud, når I køber nye møbler, eller stil møblerne til "afgasning" fx udenfor, hvis I har mulighed for det.

Ved puslebordet

  • Brug skumklude uden sæbe til at vaske din baby.
  • Vælg svanemærkede og uparfumerede vådservietter og plejeprodukter.
  • Brug ikke creme, sæbe og lignende til din baby dagligt.
  • Køb svanemærkede bleer – uden parfume og lotion.
  • Vask nyt tøj og legetøj før brug – følg vaskeanvisningen.
  • Skil dig af med gammelt, blødt plastlegetøj af PVC, som kan indeholde hormonforstyrrende ftalater.

Om CE-mærket

Legetøj, der sælges i EU, skal være CE-mærket. Producenten CE-mærker legetøjet for at vise myndighederne, at alle krav i legetøjsdirektivet er overholdt. Det betyder bl.a., at krav om afgivelse af fx skadelige stoffer som bly, cadmium og kviksølv er overholdt.

Vidste du:

Sikkerhedsstyrelsen kontrollerer, at legetøj er CE-mærket, mens Miljøstyrelsen kontrollerer legetøjets kemiske sammensætning. Miljøstyrelsen undersøger for eksempel om grænserne for indholdet af ftalater og tungmetaller overholdes.