Til brug for vores arbejde med mst.dk sættes en cookie som samler data om dit besøg. Andre 3. parts cookies fra fx sociale medier kan du afvise.Læs mere om cookies

Baby-Header_med-tekst-og-stempel_v3.jpg

Gode råd til dig, der er gravid, eller ønsker at blive det

Tungmetaller, allergener og mistænkte hormonforstyrrende stoffer er en del af vores hverdag. Vi kan ikke leve uden kemien, fordi den har en funktion, vi nødigt vil undvære, men som gravid har du god grund til at passe ekstra godt på dit ufødte barn. Det lille barn i maven er sårbart over for selv små mængder kemi. Fx er udviklingen af dit barns organer og nervesystem særligt følsom.

  • Indledning

    En forsigtig tilgang

    Myndighederne forbyder brugen af kemikalier i produkter eller fødevarer med kemiske stoffer, hvis stofferne udgør en risiko. Men for nogle kemikalier, som er under mistanke, findes der ikke dokumentation nok til at forbyde. Man ved endnu ikke om stofferne påvirker barnet i din mave. Derfor er rådene her på siderne baseret på en forsigtig tilgang om at undgå kemikalier, som ikke er nødvendige i din hverdag. Generelt set: Jo mindre kemi, jo bedre.

    Gå på opdagelse i menuerne øverst og til højre og bliv endnu klogere på kemien i din, og dermed barnets, hverdag.

     

  • 1. Undgå tobaksrøg

    Undlad at ryge og undgå andres tobaksrøg.

    Tobaksrøg indeholder tusindvis af forskellige stoffer, og mange af dem kan skade dit barn. Undgå røg og bed andre om at slukke deres cigaret eller om at gå udenfor.

    Læs mere om rygning og alkohol her

  • 2. Drik ikke alkohol

    Drik ikke alkohol, når du er gravid. Prøver du at blive gravid – undgå alkohol for en sikkerheds skyld.

    Alkohol giver en øget risiko for abort og for skader på barnet gennem hele graviditeten. Dit barn får samme promille som dig, men har langt sværere ved at nedbryde alkoholen og er derfor påvirket i meget længere tid. Derfor bør du helt undgå alkohol, når du er gravid. Prøver du at blive gravid – undgå alkohol for en sikkerheds skyld.

    Læs mere om rygning og alkohol her

  • 3. Gør rent og luft ud

    Gør rent og støv af en gang om ugen, og luft grundigt ud to gange dagligt.

    Kemikalier binder sig til støvet i dit hjem. Hvis støvet får lov til at ligge, udsætter du dit barn for unødvendige kemikalier. Luft ud to gange om dagen, og sørg for, at der bliver gjort rent og tørret støv af derhjemme én gang om ugen. Vask også nyt tøj og sengetøj før brug.

    Læs mere om hvad du kan gøre i hjemmet her

  • 4. Køb miljømærket

    Køb produkter med miljømærkerne Svanen og Blomsten, helst uden parfume.

    Lovgivningen tager højde for, at produkter ikke må indeholde kemikalier i mængder, som udgør en risiko, men nogle produkter indeholder kemikalier, som mistænkes for at have skadelige effekter. Derfor bør du for en sikkerheds skyld købe produkter med miljømærkerne Svanen og Blomsten. Brug næsen og vælg produkter uden parfume og undgå produkter, som lugter af kemikalier.

    Læs mere om indkøb med mindre kemi her

  • 5. Minimér kemikaliekontakt

    Begræns din kontakt med kemikalier fx rengøringsmidler, maling, sprayprodukter og hårfarve.

    Din hverdag består af mange forskellige produkter, som kan indeholde stoffer, der mistænkes for at kunne skade barnet i din mave. Når man er gravid, er der ingen grund til at udsætte sig selv og barnet i maven for unødvendige kemiske stoffer. Gå derfor i en stor bue uden om kemikalier med advarselsmærkater. Vær ekstra forsigtig, når du bruger rengøringsmidler og undgå maling, spraydåser og hårfarve, og brug din sunde fornuft.

    Bliv klogere på kemien i minileksikonet

  • 6. Spis varieret

    Variér din kost, og spis mange forskellige fødevarer hver dag. Følg Sundhedsstyrelsens og Fødevarestyrelsens anbefalinger om kosttilskud til gravide.

    Mad er også en kilde til uønskede kemiske stoffer. Derfor bør du spise varieret, så du ikke får for meget af et problematisk stof. Som et vigtigt eksempel bør du spise forskellige fisk, fx rødspætter, sild og opdrættede laks, men undgå tunbøffer og andre friske udskæringer af de store rovfisk som tun, haj og gedde, der ophober kviksølv. Tun på dåse stammer dog som regel fra mindre tunfisk, hvis indhold af kviksølv er lavere end indholdet i friske tunbøffer. Men spis højst 1 dåse tun om ugen og undgå dåser med hvid/albacore tun.

    Læs mere om fisk og graviditet her

  • 7. Minimér medicinindtaget

    Brug kun medicin efter aftale med din læge. Det gælder også smertestillende midler og naturmedicin.

    Medicin handler helt grundlæggende om kemiske stoffers virkning – også naturmedicin. De stoffer, du indtager, kan påvirke barnet i din mave. Derfor bør du begrænse dit medicinindtag til et minimum, og kun indtage medicin og smertestillende midler efter aftale med din læge.

    Læs mere om medicin og kosttilskud her