Til brug for vores arbejde med mst.dk sættes en cookie som samler data om dit besøg. Andre 3. parts cookies fra fx sociale medier kan du afvise.Læs mere om cookies

Skrotningsguide for biler

Uanset bilens skrotværdi har du ret til en økonomisk godtgørelse på 2.200 kr. ved indlevering af din udtjente bil hos en autoriseret autoophugger.

Når du afleverer bilen til autoophuggeren, skal du medbringe registreringsattesten. Hvis bilen er afmeldt og nummerpladerne er afleveret hos SKAT, skal du medbringe dokumentation for, hvornår bilen er afmeldt. Det kan være registreringsattesten med SKATs påtegning på bagsiden eller en særskilt blanket, som SKAT har udleveret, da nummerpladerne blev afleveret.

Når bilen afleveres hos ophuggeren, skal ophuggeren udstede en skrotningsattest. Attesten skal underskrives af ophuggeren og af bilens ejer. Som ejer af bilen kan du underskrive en transport på bagsiden af skrotningsattesten, og ophuggeren udbetaler dig godtgørelsen fratrukket prisen for ophugning og skrotning af bilen. Ophuggeren skal udlevere en kopi af skrotningsattesten til dig.

Hvis du benytter en ophugger, der deltager i producentansvarsordningen Refero, vil Refero dække udgiften til miljøbehandling for dig. Læs mere på Refero´s hjemmeside

Udfyld en skrotningsattest

Hovedreglen er, at en skrotningsattest skal underskrives af den sidst registrerede ejer, før der kan udbetales skrotningsgodtgørelse. Er bilejeren afgået ved døden, kan arving eller bobestyrer underskrive skrotningsattesten, hvis de fremlægger en skifteretsattest. Kopi af skifteretsattesten skal indsendes til Miljøordning for Biler sammen med skrotningsattesten.

Ved alvorlig sygdom kan nærmeste pårørende underskrive og vedlægge en erklæring om, at den sidst registrerede ejer ikke er i stand til at tage stilling til skrotningen af bilen samt underskrive skrotningsattesten.

Fuldmagt: Den sidst registrerede ejer af en bil kan f.eks. give fuldmagt til sin søn til at indlevere bilen til skrotning og i den forbindelse lade sønnen underskrive skrotningsattesten. Fuldmagten skal vedlægges skrotningsattesten.

Hvis bilen er solgt og ikke indregistreret af køber, kan køber underskrive skrotningsattesten, hvis der gælder særlige forhold. Det kan f. eks. være, hvis bilen er købt eller taget i bytte med henblik på istandsættelse, men at det efterfølgende viser sig, at bilen var i for dårlig stand til, at det har kunnet betale sig at reparere denne.

I disse tilfælde indsendes skrotningsattesten til Miljøordning for Biler, der videresender sagen til Miljøstyrelsen, som kan dispensere for kravet om, at det er den sidst registrerede ejer, der skal underskrive. Køber skal dokumentere det særlige forhold, der gør sig gældende i den konkrete sag.

Find en vejledning til at udfylde skrotningsattesten her

Afmeld din bil til SKAT

Vælger du selv at afmelde bilen, efter den er afleveret til ophugning, skal du aflevere nummerpladerne hos SKAT. Hvis du medbringer registreringsattesten, påfører SKAT oplysninger om afmeldingen på bagsiden af registreringsattesten. Hvis du ikke har registreringsattesten med, udleverer SKAT en blanket med påtegning om afmeldingsdatoen.

Når ejeren af bilen har underskrevet skrotningsattesten, indsendes attesten og dokumentationen for afmeldingen til Miljøordning for Biler.

Der udbetales ikke godtgørelse, hvis bilen er afmeldt før d. 1. juli 2000, hvis bilen har en totalvægt på over 3.500 kg., eller hvis bilen er indrettet til befordring af mere end 9 personer inkl. føreren.

Du finder en liste over autoriserede autoophuggere her