Jordforureningsloven

Jordforureningsloven skal medvirke til at forebygge, fjerne eller begrænse jordforurening og forhindre eller forebygge skadelig virkning fra jordforurening på natur, miljø og menneskers sundhed.

Jordforureningsloven har især sigte på at beskytte drikkevandsinteresser, at forebygge sundhedsproblemer ved anvendelsen af forurenede arealer, at forebygge yderligere forurening i forbindelse med flytning af forurenet jord og at fastholde forureneren som den, der først og fremmest skal gøre en indsats.

Lov om forurenet jord trådte i kraft den 1. januar 2000. Den regulerer det samlede jordforureningsområde og erstattede den tidligere lovgivning i affaldsdepotloven, værditabsloven og de dele af miljøbeskyttelsesloven, som specifikt regulerede jordforurening.

Siden jordforureningsloven trådte i kraft, har der løbende været ændringer af loven. Regler om lettere forurenet jord m.v. kom ind i loven i 2007 og regler om miljøskade i 2008. I 2013 blev regler om jordforurening fra industrielle aktiviteter indført i jordforureningsloven som en implementering af IE-direktivet. I 2014 blev loven igen ændret, idet overfladevand, som er påvirket af udsivende jordforurening, blev et nyt indsatsområde. Lovændringerne er fulgt op af forskellige bekendtgørelser, cirkulærer, vejledninger og pjecer.

Læs om loven på Retsinformations hjemmeside

Find Miljøstyrelsens vejledninger og pjecer om forurenet jord

Kortlægning af forurenede arealer

Det er regionerne, der står for den offentlige indsats på jordforureningsområdet. Andre opgaver på jordforureningsområdet varetages af kommunerne, som områdeklassificerer lettere forurenede arealer, udsteder tilladelser til bygge- og anlægsarbejder på kortlagte arealer. 

Regionerne kortlægger forurenede arealer, rådgiver om anvendelsen af forurenede arealer og står for eventuel oprydning eller andre tiltag, der har til formål at mindske risikoen ved forurenede arealer.

Der er tale om et bredt spektrum af forureningskilder, hvor forureningen typisk er sket for mange år siden, og der derfor ikke længere er en forurener, som skal rense op. Forurening fra gamle benzin- og servicestationer udgør sammen med gamle renserier en stor andel.

Kortlægning sker på to måder - enten ved, at der er kendskab til aktiviteter, der kan have forårsaget forurening på et bestemt område, eller hvis der er dokumentation for forurening.

Læs mere om kortlægning

De arealer, som kun er lettere forurenede, skal ikke kortlægges. Dette er fx jord med lettere forurening fra forskellige kilder, såsom bilers udstødning og industriens emissioner - også kaldet diffus forurening. De lettere forurenede områder, som typisk er ældre byområder, skal i stedet områdeklassificeres. 

Prioritering af den offentlige indsats

Jordforureningsloven har en overordnet prioritering, som betyder, at den offentlige indsats skal koncentreres de steder, hvor forureningen kan have skadelig virkning på grundvand, overfladevand og natur samt boligområder og børneinstitutioner.

Den offentlige indsats kan ske ved råd og vejledning, ved afskærmning af forureningen, ved udskiftning af jorden eller ved gennemførelse af andre tiltag. Regionernes indsats sker i en miljø- og sundhedsprioriteret rækkefølge.

Loven lægger op til, at der anvendes andre midler end offentlig oprydning:

  • Der tages hensyn til forurening ved byggeri af boliger, børneinstitutioner og ved øvrige ændringer fra en mindre til en mere følsom arealanvendelse.
  • Det sikres, at risiko for at forurene grundvandet ikke forværres som følge af bygge- og anlægsarbejder.
  • Ejere af alment tilgængelige udendørsarealer kan pålægges mindre omkostningskrævende foranstaltninger som f.eks. overdækning af den forurenede jord.
  • Flytning af jord fra bl.a. forureningskortlagte arealer, områdeklassificerede områder og godkendte modtageanlæg for jord skal anmeldes til kommunen, således at det kan forebygges, at jorden medfører en øget risiko der, hvor den flyttes hen.
  • Beboere i lettere forurenede områder får rådgivning om, hvordan de kan undgå risiko.

Forureneren betaler

Forureneren betaler-princippet er det principielle udgangspunkt i jordforureningsloven. Således minimeres risikoen for, at der opstår situationer, hvor der ikke er mulighed for at påbyde nogen at oprense forureningen. Reglerne skal tilskynde en forsvarlig adfærd, således at der sikres en høj grad af miljøbeskyttelse.

Det er kommunen - og i nogle tilfælde staten - som kan give påbud til forurenende virksomheder om at rense op efter en forurening. Dette gælder dog ikke forureninger, der stammer fra brand, hærværk og naturkatastrofer. Der er desuden et ubetinget forureneransvar og en lovpligtig forsikringsordning for ejere af villaolietanke.

Forsikringen for villaolietanke

Oliebranchen leverer sammen med Topdanmark en forsikring, som under bestemte vilkår dækker for udgifterne til oprensning af jordforurening.

Der er en beløbsgrænse for forsikringsdækningen for udgifter til undersøgelse og oprensning af jordforurening fra villaolietanke. Beløb over denne grænse dækkes af kommunen, som har udstedt undersøgelses- og oprensningspåbuddet. Grænsen var indtil 1. november 2010 på 2 mio. kr. Grænsen blev her hævet til 4 mio. kr. og der blev samtidig indført pristalsregulering.

Beløbsgrænse:

2011: 4,000 mio. kr.

2012: 4,052 mio. kr.

2013: 4,117 mio. kr.

2014: 4,162 mio. kr.

2015: 4,162 mio. kr.

2016: 4,204 mio. kr.

2017: 4,263 mio. kr.

2018: 4,387 mio. kr.

2019: 4,426 mio. kr.

2020: 4,488 mio. kr. 

2022: 4,564 mio. kr. 

2023: 4,7423 mio. kr. 

Grunden til, at beløbsgrænsen i 2015 er identisk med 2014, er, at 2014-grænsen, som figurerer i ændringen af jordforureningsloven i 2013, var beregnet ud fra et foreløbigt pris- og lønindeks, som efterfølgende blev nedjusteret. Dette er herved blevet rettet op.