Biler og producentansvar

Producentansvar for biler betyder, at bilproducenter og bilimportører er ansvarlige for at sikre at en bilejer kan komme af med sin skrotbil uden omkostninger. Producentansvar for både nye og gamle biler har været gældende i Danmark siden 2007.

Hvad betyder producentansvar i praksis?

Producentansvar for biler følger af EU-direktiv om udrangerede køretøjer. Producentansvar betyder overordnet set, at en importør eller producent er ansvarlig for at sikre, at bilejere uden omkostning kan aflevere en person- eller varebil til miljømæssig forsvarlig affaldshåndtering, når disse bliver til affald. Samtidig skal producentansvaret bidrage til at sikre en effektiv udnyttelse af ressourcerne i bilskrot.

I Danmark betyder det i praksis, at producenter og importører af nye og brugte person- og varebiler skal sikre, at alle bilejere kan aflevere deres udtjente bil overalt i landet uden at skulle betale for affaldsbehandlingen. Før producentansvaret blev indført i 2007 kostede det ofte penge at komme af med sin skrotbil hos de godkendte autoophuggere. Nu kan bilejere med sikkerhed aflevere sin skrotbil gratis hos de godkendte ophuggere, som bilimportørerne har indgået aftale med om dette.

I Danmark suppleres producentansvaret med en skrotningsgodtgørelsesordning, som betyder, at der udbetales 2.200 kr., når en skrotbil afleveres hos en godkendt autoophugger. Retten til at aflevere gratis gælder for alle biler, uanset hvor gamle de er. Udbetaling af skrotningsgodtgørelse gælder for person- og varebiler, der er eller har været indregistreret i Danmark efter den 1. juli 2000.

Producentregister og kollektiv ordning

Producentansvaret betyder også, at alle danske bilimportører af nye og brugte person- og varebiler skal være registreret i et producentregister. Det er ulovligt at markedsføre nye og brugte biler på det danske marked, hvis man som bilimportør ikke er registreret i producentregisteret. Producentregisteret administreres af Dansk Producentansvar (DPA), og der opkræves et årligt gebyr for at være registreret. På Dansk Producentansvars hjemmeside kan du læse mere om de praktiske forhold for at blive registreret i producentregisteret.

Nogle af de forpligtelser som følger af producentansvaret kan bilimportørerne varetage ved at være medlem af en såkaldt kollektiv ordning. En kollektiv ordning er en organisation som på vegne af flere bilimportører løser opgaver i tilknytning til producentansvaret. Følgende forpligtelser for producenter og importører kan løftes af en kollektiv ordning:

  1. Registrering og indberetning af oplysninger til producentregistret.
  2. Informations- og oplysningsforpligtelser til slutbruger m.v.
  3. Tilbagetagning og særskilt affaldshåndtering af udtjente køretøjer.
  4. Betaling af gebyr til Dansk Producentansvar.

Reglerne om producentansvar for biler, producentregister, kollektiv ordning mv. fremgår af Bilskrotbekendtgørelsen.

Kontakt Miljøstyrelsen

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Miljøstyrelsen
Tlf.: 72 54 40 00