Livscyklus- og samfundsøkonomisk vurdering af genbrug af gamle mursten


Miljøstyrelsen vil gennemføre en samfundsøkonomisk analyse af genbrug af gamle mursten på baggrund af en livscyklusvurdering af samme.

Det sker for at undersøge muligheden for at øge genbrug af mursten. Hvis resultatet er positivt, er det målet at fastsætte et behandlingskrav til gamle mursten.

Projektbeskrivelse

Analysen vil tage udgangspunkt i den allerede udførte livscyklusanalyse og bruge scenarier og resultater derfra som input. For at kunne gennemføre analysen skal der fremskaffes supplerende data, og relevante aktører skal kontaktes.

Den samfundsøkonomiske analyse skal som udgangspunkt anvende metoderne fra Miljøministeriets vejledning på området.

Der skal laves følsomhedsanalyser, især på mængderne af mursten ift. hvor meget der kan genbruges, samt markedsforholdene for anvendelserne af genbrugte mursten.

Konsekvensskemaer med detailinformationer fra scenarierne vil fremgå af bilag i den endelige afrapportering.

I ressourceplanen for affaldshåndtering 2013-2018 er der beskrevet et initiativ om at øge genbrug af gamle mursten. Derfor vil fordele og ulemper ved nye behandlingskrav blive undersøgt. Vurderingen af fordele og ulemper ved indførelse af nye behandlingskrav vil udover miljømæssige og samfundsøkonomiske hensyn fokusere på, om eventuelle krav indebærer øgede erhvervsøkonomiske omkostninger.

Der vil desuden blive udført en ekstern vurdering af den samfundsøkonomiske analyse.

Den endelige leverance er et samlet miljøprojekt skrevet i Miljøstyrelsens designskabelon, som vil blive udgivet på Miljøstyrelsens hjemmeside.

Følgegruppe

Der er nedsat en følgegruppe, hvor Energistyrelsen og Finansministeriet deltager.

Tidshorisont

Projektet forventes afsluttet ved udgangen af 2014.

Kontaktpersoner

Projektansvarlig:    

Anne-Sofie Nielsen, Miljøstyrelsen

Tilbage til oversigt