Kortlægning af kemiske stoffer i forbrugerprodukter nr. 117, 2012

Gravide forbrugeres udsættelse for mistænkte hormonforstyrrende stoffer

26-03-2012

Det er undersøgt hvilke mistænkte hormonforstyrrende stoffer gravide kvinder kan være udsat for gennem forbrugerprodukter, indeklima og fødevarer. Der er foretaget en risikovurdering, hvor der er taget højde for den samlede udsættelse af hormonforstyrrende stoffer med samme virkningsmekanisme. En række mistænkte hormonforstyrrende stoffer er udvalgt baseret på den viden der findes for stoffernes effekter i dyr og ud fra en forventning om at kvinder kan blive udsat for stofferne fra enten forbrugerprodukter, indeklima eller fødevarer. De udvalgte stoffer er f.eks. nogle ftalater, parabener, pesticider, bisphenol A og triclosan. Der blev lavet indholds- og migrationsanalyser af 8 typer af forbrugerprodukter (f.eks. mobilcovers, arbejds- og rengøringshandsker, liggeunderlag og gummisko), hvor der blev analyseret for de udvalgte stoffer. Analyserne viste at ingen stoffer migrerede til kunstig sved fra de udvalgte produkter. Risikovurderingen er baseret på målinger fra tidligere rapporter fra Miljøstyrelsen, hvad angår forbrugerprodukter og fra data fra litteraturen, hvad angår beregninger for indeklima og fødevarer. Når der tages højde for den samlede udsættelse fra både forbrugerprodukter, indeklima og fødevarer kan der i nogle tilfælde være en risiko. Beregningerne viser, at der derfor er god grund til at gravide minimerer deres udsættelse for stoffer der er mistænkt for at være hormonforstyrrende, og at det er vigtigt at tage højde for kombinationseffekter når man laver risikovurdering.

Download