Miljøstyrelsen inviterer til netværkssamarbejde om ny informationskampagne til gravide

Publiceret 24-01-2012

”Klar til storken – gravid med god kemi” er navnet på en ny kampagne. Miljøstyrelsen inviterer interesserede til at deltage i kampagnen som netværkspartnere.

”Klar til storken – gravid med god kemi” er navnet på en ny kampagne fra Miljøstyrelsen, som skal hjælpe gravide og kvinder, der ønsker at blive gravide, med at rydde op i kemien, når der bliver gjort klar til storken. Miljøstyrelsen inviterer interesserede til at deltage i kampagnen som netværkspartnere.

Kampagnen stiller den nyeste faglige viden om god kemi for gravide og kvinder i den fødedygtige alder til rådighed i form af simple, handlingsanvisende råd.

Til kampagnen søges et aktivt samarbejde med netværkspartnere, der har interesse i at udbrede kampagnen, f.eks. ved at bruge kampagnen til at understøtte og styrke eksisterende aktiviteter rettet mod målgruppen af kvinder i alderen 20 til 40 år.

Netværkspartnerne kan både omfatte private, offentlige og frivillige organisationer.

Kampagnen løber i foråret og har hovedbudskabet: ”Baby på vej? Send de problematiske kemikalier retur med storken”. Kampagnens råd og budskaber er fastlagt med afsæt i ny og eksisterende viden om kemikalier i forbrugerprodukter.

Hvis jeres organisation er interesseret i at deltage, er I velkomne til at kontakte os senest onsdag d. 15. februar 2012. Vi samarbejder med kommunikationsvirksomheden Operate A/S, som vil varetage en del af kontakten til kampagnens samarbejdspartnere. I er velkomne til at kontakte Operate på telefon 3816 8090.